Natten er kold her, jorden er våd,

Natten er kold her, jorden er våd, jeg sidder i mørket, mit hjerte er træt. Langt hjemmefra, fra det liv jeg forlod, med støv på min uniform og tanker i sæt. Jeg kæmper for landet, jeg bærer mit navn, for Danmark og de løfter, jeg gav. Men når stilheden falder, og skuddene dør, er det jeres stemmer, jeg hører—og savner—og spør’. Jeg savner mine børn, deres grin før sengetid, små hænder i mine, en verden uden strid. Jeg savner min kæreste, dit blik når jeg går, du sagde “kom hjem igen”—det er det, jeg tror på. Foran mig er grænsen, et fremmed land, en krig mod en fjende, som jeg aldrig forstod. Vi ligner hinanden, når hjelmen er på, samme frygt i øjnene, samme håb i blod. Vi er brikker i noget, der er større end os, ord sagt i sale langt væk herfra. Men mit sind er hos jer, ved morgenbordets lys, ikke her hvor tiden står stille og grå. Jeg savner mine børn, deres spørgsmål og leg, “hvornår kommer du hjem?”—det river i mig. Jeg savner min kæreste, din stemme i ro, der minder mig om, hvem jeg var, og hvem jeg skal tro. Hvis jeg falder i morgen, så husk hvem jeg var: ikke soldat først—men far. Ikke uniform—men et løfte af kød, om kærlighed større end krudt og død. Jeg savner jer alle, hver time, hvert skridt, det er jer, der holder mig oprejst her midt. Og hvis jeg kommer hjem med ar på min sjæl, så er det jeres favn, der gør mig hel. Så jeg skriver mit håb i natten igen: At denne krig en dag slipper os fri. At jeg lægger mit våben, står i døren derhjemme, og bare får lov… at være mig.