Toget standser, perronen er grå,

Toget standser, perronen er grå, folk smiler, jeg prøver at nå. De siger mit navn, siger “velkommen hjem”, men noget i mig blev derhen’. Nøglen passer, døren går op, samme vægge, samme stop. Men stilheden larmer mere end krig, og spejlet viser en fremmed mig. Jeg kom hjem til Danmark, men krigen fulgte med. Den bor i mit bryst, i mit blik, i min søvn, i alt det, jeg aldrig fik sagt. Jeg lægger mit våben, men ikke min frygt, den hænger ved som skygger af røg. Jeg er hjemme nu—det siger de alle— men sjælen er stadig på vagt. Børnene vokser, de kigger genert, som om de kan mærke, jeg er ændret lidt. Jeg smiler bredt, siger “far er her”, men indeni ryster noget stadig, når døre slår. Min kærlighed holder min hånd i ro, siger “du er tryg, du må gerne tro”. Men nætterne brænder med minder i brand, og jeg vågner parat—i mit eget land. Jeg lærte at stå, når verden faldt, at tie stille, at være kold. Nu skal jeg lære at leve igen, at være menneske—mere end mand. Jeg kom hjem til Danmark, men vejen var lang. For selv når krigen er ovre, kan den leve i sang. Jeg lægger mit hoved mod kendt bryst, og prøver at tro på fred igen. Hvis heling er en rejse uden kort, så går jeg den—trin for trin. En dag vil stilheden ikke skrige, en dag vil drømmene slippe mig fri. Indtil da står jeg her, ånder ind, og lærer langsomt… at være hjemme igen.