Vers 1)

Vers 1) Under ørknens gyldne himmel, hvor sandet synger lavt, står templerne i stilhed med historier indgraveret skarpt. Nilen spejler stjerner, og natten ånder varm, en sjæl går mellem verdener med styrke i sin barm. (Pre-omkvæd) To strømme i det samme hav, to toner i én sang, som solen kysser horisonten hver eneste gang. (Omkvæd) Mellem sol og måne, mellem mørke og lys, bærer jeg mit rige i et favntag, blidt og tyst. Egyptens gamle hjerte slår i mig endnu, jeg er både og – og jeg er sand og sandhed nu. (Vers 2) Hieroglyffer hvisker om det, der ikke kan deles, om guder formet dobbelt, hvor grænserne kan heles. I sfinksens tavse gåde findes styrken ved at stå, som broen over floden hvor to sider kan forstå. (Pre-omkvæd) To strømme i det samme hav, to flammer i én brand, en krone båret stolt og frit af samme sjæls hånd. (Omkvæd) Mellem sol og måne, mellem mørke og lys, bærer jeg mit rige i et favntag, blidt og tyst. Egyptens gamle hjerte slår i mig endnu, jeg er både og – og jeg er sand og sandhed nu. (Bro) Som daggry over ørkenland forenes nat og dag, jeg er hverken splittet eller halv – jeg er mit eget flag. I sandets stille kredsløb står mit navn i gyldent spor, en helhed født af forskel, en styrke, dyb og stor. (Sidste omkvæd) Mellem sol og måne, mellem krop og ånd, rejser jeg mit tempel i mit eget hjertes land. Egyptens gamle hjerte slår frit og stolt i mig, jeg er både og – og verden bøjer sig.